Kårdefægtning
fra fortid til nutid
fra fortid til nutid
Udgangspunktet til den moderne sports kårde, skal findes i sværdet. Et sværd er et håndvåben lavet af et langt skarpt stykke metal, med et greb indsat som håndtag.
Sværdet kan have én eller to skarpe kanter og forskellige længder. De ældste sværd blev udviklet i bronzealderen (ca. 3000 f.kr.).
Intet andet menneskeskabt værktøj/redskab, har haft så stor betydning på civilisationers og kulturers storhed og fald, og landegrænsers opståen, som sværdet.
Antikkens græske krigere brugte et ca. 60 cm langt tveægget sværd. Romerske legionærer anvendte et kort, bredt stiksværd. Vikinger, et længere ca. 85cm tveægget sværd, der kunne
både stikke og hugge. I middelalderen blev ryttersværdet tungere og længere. Ofte med greb til to hænder, eller halvanden hånds sværd.
Udbredelsen af skydevåben i slutningen af 1400-tallet gjorde ikke sværdet overflødigt, men gav det nye funktioner. Rustninger kunne ikke længere holde kugler fra skydevåben ude,
og blev i stor stil skrottet. Uden rustninger var det ikke længere nødvendigt med tunge panserbrydende sværd, og nye slanke og lette stiksværd-typer vandt frem.
Forløberen til kården blev udviklet i Spanien/Italien og var længere end i dag, typisk 1,3 meter. De blev kaldt rapiers, og fordi de var så lange, var det ikke muligt at parere med dem.
Man kunne støde med dem, og paraderne blev udført med en kniv eller en jakke i den anden hånd.
Det viste sig at rapieren var et meget dødeligt stød-våben. Langt dødeligere end de tidligere tiders tungere og mere kluntede hugsværd, der gav kødsår mere end egentlige dødelige skader. Rapieren, kunne med sit stik trænge ind og ødelægge organer og de store arterier.
Omkring solkongens hof i 1600-tallet blev rapieren afkortet til den ca. 1 meter, som den er i dag (og i øvrigt de fleste effektive blankvåben er verden over, fra Østens samuraisværd, til de europæiske våben). Historikere mener, at afkortningen af rapieren først og fremmest skyldtes moden. I følge bogen "Duellens historie" passede det sig ikke at komme anstigende til solkongens hof i ridestøvler og en lang klinge slæbende efter sig. En kortere klinge var lettere at manøvrere ved hoffet. Som sidegevinst viste det sig, at det også var muligt med de kortere klinger at foretage parader, hvilket hjalp på sikkerheden. Den moderne kårde var født!
Helt frem til 1800-tallet, var det kun officererne der fægtede med kårde. De menige fodfolk fægtede med sabel. Forskellen skyldtes, at det var (og er) unaturligt for mennesket at støde frem for at hugge med en klinge. Derfor var det kun adelen og officerstanden, der havde tid og råd til den langvarige træning det tog at mestre kården. Det er også derfor, at duellerne blev udført med kårde: Det var officerernes og adelens våben, og det var disse stande, der havde en ære at forsvare.
Reglerne
Point opnås ved at støde våbenspidsen på modstanderen med en kraft på minimum 750 gram. Der er ingen krav om at ramme bestemte dele af modstanderens krop, selvom de fleste stød typisk rammer våbenarm, øvre torso og fod, i nævnte rækkefølge.
Der gælder ingen konventioner i kårdefægtning, modsat fleuret- og sabelfægtningen, hvor der er konvention om angrebsretten. Derfor vil begge fægtere få point hvis de angriber på samme tid (defineret som værende indenfor 0,40 sekund). Stød på modstanders våben og paradeskål udløser ikke point.
Tekniske data
Kården må maksimalt være 110 cm lang. Klingen må ikke være over 90 cm og grebet, inklusiv paradeskålen, må ikke være over 20 cm. Våbnet må ikke veje over 770 gram. Klingen skal bøje i en nedadrettet kurve, dog ikke over 1 cm. Nedlagt i klingen er to ledninger. Der føres elektrisk strøm gennem disse ledninger. Når spidsen af våbnet trykkes i bund dannes der forbindelse mellem de to ledninger. Via skålstik, kropsledning og opruller, registrerer meldeapparatet touchéet. Når det stødes på modstanderens våben eller på metalgulvet, sikrer en tredje ledning at strømmen afledes og dermed ikke registrer touché.
Karakteristika ved kårdefægtning
Kårdefægtningen adskiller sig på to afgørende punkter fra fleuret- og sabelfægtning. Det er fraværet af konventioner og det ubegrænsede træffelt. Disse to karakteristika giver kårdefægtningen følgende særpræg: På verdensplan er der flere der fægter kårde end fleuret og sabel. Forklaringen skal formentlig søges i de simplere regler der benyttes ved kårdefægtning. Kårdekampe har generelt en længere varighed end de andre våben. På kården ses en øget mængde af touchér på arm og fod, ligesom flêche-angreb benyttes oftere end på de andre våben (på sabel er flêche forbudt).
-Kården
Vejer ca. 750 gram. Det skal tage min. 750 gram at trykke spidsen ind. Nutidens kårde har af sikkerheds hensyn, i dag en bøjelig klinge.
-Masken
Maskerne skal alle kunne modstå et tryk på 1600 N. Det checkes ofte før turneringerne at maskerne lever op til dette krav.
-Jakken
Jakkerne er ofte lavet af de samme kunststoffer man anvender til at fremstille skudsikre veste med. De skal kunne klare et tryk på 800 N. Mens jakkerne tager af for de værste stød, og sikre
mod at fægterne kommer alvorligt til skade, så forhindrer de ikke blå mærker.
-Bukserne
Fægtebukser er knæbukser. De skal ligesom jakken kunne modstå et tryk på 800N.
-Plastron
En vest, der dækker den ene arm. Denne er et krav i Danmark til større stævner. En plastron skal kunne modstå et tryk på 800 N.
-Handske
Fægtere bærer en handske på den våbenførende hånd. Handsken er somregel af ruskind eller bomuld. Det skal bemærkes at fægterne efter hver kamp giver modstanderen hånd med den hånd der ikke har handske på.