Christian van der Jagt
Jeg er medlem af Amleth, og fægter –
fordi det er en tusindårig lang tradition for kamp på liv eller død, med blankvåben i hånd. En viden og træning, jeg ikke for brug for i dette 21 århundrede.
Men det betyder ikke, at jeg ikke får noget ud af min fægtning. Vores moderne samfund er som oftest fuld af kompromiser. Meget få ting i livet og de valg vi stilles
over for, er sorte eller hvide - dette er en del af demokratiets spilleregler og en meget fornuftig grundformel, men til tider noget trættende.
Fægtning er min ventil, mit åndehul, min søgen efter enkelthed. Her er alt sort/hvidt, vind/tab, og ingen undskyldninger (der kan bruges til noget). De meget klare regler for god opførsel og etik i fægtesalen, sportens historik og karakter, og det givne udfald af kampen, skaber en social atmosfære, som jeg ikke har mødt før og som jeg værdsætter højt. Jeg lærer fægteren og dennes personlighed bag masken rigtigt at kende ved at fægte med ham eller hende.
Nye medlemmer bliver lært op af fægtemesteren, og vi andre fægtere giver de råd og færdigheder vi har at byde på, under og efter kampene. På den måde sikrer vi os, at nye medlemmer ikke løber skrigende væk, og at vi selv får den modstand og træning vi ønsker. Når medlemmet selv har erhvervet og udviklet sig disse færdigheder, er vi lige pludseligt selv i farezonen for at tabe kampene.
Så er det godt vi har et stort netværk af klubber og foreninger i hele landet, med mange turneringer og mesterskaber.
Fægtning kan være en krævende og udfordrende sport - kondition, styrke, teknik og koncentration skaber som oftest udfaldet, men det bedste er nu gevinsten efter træningen - enkelte blå mærker, træthed, gode grin, ømme muskler og sårede egoer.